I følge en analyse fra GROES Strategibureau skyldes kvindernes fravalg blandt andet, at det kan være svært at finde en læreplads, at der er en hård tone på arbejdspladsen og at de i højere grad end mændene skal bevise deres værd. Men ifølge Mette Christensen og Julie Bech Mortensen, der er snart er færdiguddannet tømrer fra DJH, er det billede dog langt fra deres hverdag.
”Jeg tænker ikke over, at jeg er i et traditionelt mandefag. Det er som om, man bare er en af alle de andre, og vores kollegaer ser os som ligeværdige,” siger Mette, der er i lære hos Mathiasen Byg i Ringkøbing, og fortsætter:
”Der bliver heller ikke gjort forskel i forhold til, hvilke opgaver mændene har. Det er det samme, vi bliver sat til.”
Høje forventninger til sig selv
Mette fortæller, at man godt kan føle, man skal bevise mere, når man er en kvinde, men at det ikke har noget med deres mandlige kollegaer at gøre. De eneste der er bange for, at de ikke kan levere det samme som mændene, er nemlig dem selv.
”Man er selvkritisk og føler, at man skal vise meget mere, og det skal man jo ikke. Der forventes ikke mere af os, end der gør af mændene. Jeg tror bare, at man som kvinde har så høje krav til sig selv, hvor mænd tager det lidt mere stille og roligt,” siger hun.
Julie der til daglig er i lære hos Ringkøbing Bygningssnedkeri fortæller, at inden hun gik ind i faget da også havde tanker omkring, om hun nu var stærk nok.
”I starten var jeg bange for, om det her med, at jeg ikke er ligeså stærk, var noget jeg kunne blive dømt på, men min mester forsikrede mig om, at det ikke var noget, jeg skulle bekymre mig om,” siger hun.
I dag har hun fundet ud af, at det er noget, hun slet ikke skal tænke på.
”Mine mandlige kollegaer er gode til at sige, du tager det, du kan bære, og så tager du ikke mere.”
Fordomme hos kunderne
Imens Julie og Mette ikke har oplevet nogle fordomme blandt kollegaer, har det dog knebet et par gange ude hos kunderne.
”Jeg har kun gode oplevelser med dem, som jeg arbejder med, men ude hos et par kunder, har jeg oplevet noget andet,” siger Julie og fortsætter:
”Der var en gang, hvor jeg dukkede op hos et par og skulle lave et stykke arbejde. Jeg bankede på døren, og da den blev åbnet, sagde de, er det kun dig? Hvortil jeg svarede, ja, er det et problem? Og så sagde de bare, at det ville vi jo få at se. Da jeg var færdig, blev deres fordomme gjort til skamme. De endte også med at sige, at jeg virkelig havde gjort det godt, og at de var kede af det.”
Efterspørgsel på kvindelige tømrer
Heldigvis har fordommene kun kunne mærkes få gange. I de fleste tilfælde er det positivt at være kvinde i håndværkerbranchen, fortæller de. Det var blandt andet ikke særlig svært at finde læreplads.
”Det var nemt. Den første virksomhed jeg ringede til, fik jeg,” fortæller Mette.
Julie fik læreplads i sin fars tømrervirksomhed, men der er også andre, som har vist deres interesse.
”Der er andre tømrerfirmaer, der har haft fat i mig for at høre, om jeg er sikker på, at jeg gerne vil blive, hvor jeg er,” fortæller Julie.
Kvinderne kommer med noget andet
Ifølge dem begge, kan de mærke, at der generelt er en god efterspørgsel på kvinder, og det mener de er fordi, de kan noget andet.
”Vi ved, at mestrene snakker sammen om, at kvinderne i virksomhederne går meget op i detaljerne og færdighederne,” fortæller Mette.
"Vi er mere perfektionistiske, hvor mændene er mere til det grove arbejde. Når en af mine makkere har lavet noget, så er jeg altid ovre og tjekke efter. Han plejer at sige til mig, ’du kan sgu altid se alle de små ting’,” tilføjer Julie.
Men de fastslår, at det er godt, at der både er kvinder og mænd i branchen.
”Det er en styrke, at der både er mænd og kvinder, for det giver et bedre miljø. Der er generelt bare nogle ting, som kvinder er bedre til end mænd og omvendt,” siger Mette.
”Jeg har tit fået at vide, at jeg skulle gøre noget, fordi jeg har mindre fingre,” tilføjer Julie og smiler.
”Ja ens hænder kan som regel komme ind, der hvor de andres ikke kan,” siger Mette.
Ingen snakker om håndværkeruddannelserne
Mette og Julie fortæller, at de begge er meget glade for, at de har valgt en tømreruddannelse, men at de kun har dem selv at takke for, at de i dag er landet på den rette hylde. Begge har nemlig taget en anden uddannelse, inden de gik i gang med tømreruddannelsen, fordi de ikke blev rådet bedre i folkeskolen. Det synes de er ærgerligt, især fordi der allerede dengang var interesse for at arbejde med hænderne.
”Jeg synes, det var hyggeligt, når vi havde sløjd i skolen. Det der med, at man ikke skulle sidde og kigge i en bog, og at man kunne se, at man fik noget ud af det, man lærte,” siger Mette.
Hun fortæller, at det er ærgerligt, at der dengang ikke var nogen, der fortalte om håndværkeruddannelserne.
”Der var ingen, der opfordrede os til at tage en håndværkeruddannelse i folkeskolen. Der fik man at vide, at man kunne vælge gymnasiet eller handelsskolen, og det var det. Jeg synes, det er forkert, at man bare skulle tage en gymnasial uddannelse for at gøre det,” siger Mette.
Den holdning deler Julie.
”Jeg har en gymnasial uddannelse bare for at have den, fordi jeg fik at vide, at det var det, der var normalt. Jeg så jo ikke muligheden for at få en erhvervsuddannelse dengang, fordi det ikke var noget, man anede noget om. Det blev slet ikke nævnt,” siger hun.
I dag kan Mette og Julie derfor klappe sig selv på skuldrene for at være gået mod strømmen. De i disse uger i gang med deres på svendeprøve, og inden de får set sig om står de med deres svendebrev i hånden. Julie vil læse videre til konstruktør, og Mette drømmer om at rejse til Australien og arbejde som tømrer. Men først skal de ud og arbejde som svende og tjene lidt penge.
”Som min mester siger, så det er jo først nu, vi skal lære at være tømrer,” afslutter Mette.