den jydske haandvaerkerskole

Erling gør hver dag en forskel for tømrerelever

Erling var egentlig gået på pension som underviser, men valgte at blive mentor og hjælpe unge håndværkerelever med at finde det rette spor på deres uddannelsesvej.

”Lad være med at bruge hårene på din arm for at tjekke, om du har slebet dit stemmejern godt nok,” brummer en dyb stemme bestemt i træværkstedet på Den Jyske Håndværkerskole.

”Kommer der lige pludselig én forbi og støder ind i dig, så sidder dit stemmejern fast i armen.”

Visdommen kommer dybt inde fra 69-årige Erling Korsgaard Nielsen og er henvendt mod en ung grundforløb 2-elev på tømrerlinjen.

Ved slibestenen står den erfarne tømrerunderviser med sine store labber og viser eleven, hvordan hans værktøj kommer i orden igen.

Erling er SPS-mentor på Den Jyske Håndværkerskole – i tømrerafdelingen. Med sine knap to meter knejser han som en klippe højt over de fleste elever, som fræser omkring ham blandt gavle og bygningsskeletter i det store værksted.

Han var egentlig gået på pension, men savnet til ungdommen har nu fået den 69-årige tidligere tømrerfaglærer til at finde vej til værkstedet 15 timer om ugen for at sikre, at elever med særlige behov kan klare uddannelsen på lige fod med de andre på holdet.

SPS står for Specialpædagogisk støtte og er målrettet de elever, der kæmper med diagnoser som ADHD, ordblindhed og autisme eller angst, manglende struktur eller støj. Og det er netop dem, som Erling har fokus på i sit virke som mentor.

”Jeg har ingen forpligtelser over for de unge. Jeg går rundt mellem dem og hjælper, støtter og driller dem lidt. Jeg kan godt genkende mig selv i dem, for jeg var også lidt af en bandit dengang og kan udmærket huske, hvordan det var at gå ud af 9. klasse og ikke gide skole mere,” siger Erling Korsgaard Nielsen.

”Min vigtigste rolle er at give de her særlige elever tryghed. Med trygheden tør de at kaste sig ud i alt det, de ikke ved de kan. Det fantastiske ved at være mentor på grundforløbet er, at jeg kan hjælpe de unge med at finde deres vej ind i håndværksfaget, for når jeg møder dem igen på hovedforløbet, kommer de ranke tilbage som rigtige håndværkere og råber: ’Hej Erling’ gennem værkstedet”.

Brug for voksne, der kan støtte eleverne

At have de ekstra håndværkerhænder i værkstedet gør en kæmpe forskel i undervisningen. Det fortæller Lone Withen Petersen, der er leder for Studieinfo på Den Jyske Håndværkerskole. Det er i Studieinfo mentorerne har hjemme og deler erfaringer.

”Det betyder meget, at vi kan tilbyde mentorer i værkstedet, så elever med særlige behov kan få målrettet støtte. På en skole som vores, hvor mange elever bor efter skoletid, er det vigtigt, at de har ressourcepersoner, de kan læsse af på i undervisningen.”

Lige nu er skolen på udkig efter flere som Erling og efterlyser pensionerede lærere og håndværkere, der kunne have lyst til at være lønnede støttepersoner for elever, der får specialpædagogisk støtte.

”Vi kan se, at vores mentorindsats gør en kæmpe forskel for de unge. I dag har de brug for sekundære voksne, som kan være med til at støtte op om det trivselsarbejde, vi har i gang. Det er med til at holde unge på uddannelserne – også når det er svært på grund af en diagnose som ordblindhed, autisme eller ADHD.”

Erling Korsgaard Nielsen synes også, at det kunne være dejligt med flere mentorkolleger. Han er ikke i tvivl om, hvad den største gevinst i arbejdet er.

”Jeg synes, det er en glæde at snakke med de unge, og man får oplevelsen af, at man har gjort en forskel for dem,” siger Erling Korsgaard Nielsen.

Kunne du også tænke dig at blive mentor for unge håndværkerspirer, kan du kontakte leder Lone Withen Petersen på 89 370 203.