den jydske haandvaerkerskole

Plastmageruddannelsen deltager på fællesstand til DM i Skills

Når det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne skydes i gang d. 2. februar, vil plastmageruddannelsen og værktøjsmageruddannelsen være at finde på en fælles stand.

Den fælles stand er et samarbejde mellem Plastindustrien, Industriens Uddannelser, Skive College, Next København, Værktøjsindustrien i Danmark og Den Jyske håndværkerskole.

Til at repræsentere plastmageruddannelsen står underviser fra DJH, Peter Kjærsgård, og to plastmagerlærlinge klar til at tage imod de mange besøgende. De glæder sig. Faktisk lidt ekstra i år, og det er der en særlig grund til. Til dette års Skills går plastmageruddannelsen nemlig under betegnelsen demonstrationsfag.

”Som demonstrationsfag på Skills, får man mere eksponering. Det betyder, at plastmageruddannelsen i år får et stort skilt hængende over standen. Samtidig bliver uddannelsen også nævnt på Skills’ hjemmeside og i en folder, som de besøgende får,” siger han og fortsætter:

 ”Det betyder, at der højst sandsynligt er flere, der bliver opmærksomme på, hvad plastmageruddannelsen egentlig er for noget. Og det er jo godt, for vi lider lidt under af, at der ikke rigtig er nogen, der ved hvad en plastmager er.”

Den bæredygtige fortælling

I fortællingen om hvad en plastmageruddannelse går ud på, bliver det ifølge Peter Kjærsgård særligt vigtigt at tale om bæredygtighed, genbrug og genanvendelse, da det er en stor del af uddannelsen.

”Vi demonstrer det ved at vi har nogle plastikbakker, der bruges til færdigretter. Det kan folk genkende. Bakkerne kværnes til granulat og kommer derefter i en sprøjtestøbemaskine, der laver granulatet til et nyt emne. På den måde viser vi den bæredygtige fortælling,” siger han.

Vigtige rollemodeller

Men fortællingen skal ikke kun komme fra Peter Kjærsgårds mund. Ifølge ham er det nemlig vigtigt, at de unge, der besøger standen, kan høre om uddannelsen fra andre unge.

”Vi har plastmagerlærlingene Adrian og Bastian fra LEGO med. Det gode ved det er jo, at så kan de unge møde nogle rollemodeller. Det kan nemlig være svært for en på 16 år at spejle sig i en, der står med grå tindinger og fortæller om faget. Så det er rigtigt godt, at vi har to med, der kan fortælle, hvordan det er at være plastmager, hvad man egentlig laver og hvorfor det er sjovt. De får altså nogle, der på egen krop ved, hvad det handler om,” siger han.

Udover at vise og demonstrere hvad uddannelsen går ud på, vil Peter Kjærsgård også slå et slag for hvor nemt det er at få en læreplads og et job, når man er færdiguddannet.

”Den ene del, er jo at få folk til at få øjnene op for uddannelsen. Den anden del er, at når de har fået det, skal de også vide, at der er garanti for læreplads og masser af jobs bagefter. Det er jo ikke en uddannelse, hvor du uddanner dig til ledighed. Og så er der flere lærepladser, end vi har elever. Det er særligt, for der er mange uddannelser, hvor det er omvendt,” siger han.

Du kan besøge DJH-holdet og resten af plastmager- og værktøjsmagerstanden på Skills i Fredericia alle dagene fra den 2.-4. februar.