den jydske haandvaerkerskole

Grønlandske Mutsi fik topkarakter ved svendeprøven

Selvom glæden og stoltheden lyser ud af Mutsi Motzfeldt, 23, er det med en vis ydmyghed han fortæller om sin topkarakter ved elektrikeruddannelsens svendeprøve.
”I Grønland hænger man sig ikke så meget i karakterer, man ser mere på, om man er en dygtig håndværker”, siger Mutsi Motzfeldt.

Han bestod svendeprøveeksamen med karakteren 12/12 og udtrykker selv stor overraskelse over karakteren. Han arbejdede blot mod at bestå, men håbede dog på et 7-tal. Hjemme i Grønland blev Mutsi’s to brødre og forældrene naturligvis både stolte og glade, da han ringede og fortalte om sit flotte resultat.

Til dagligt bor Mutsi i Nuuk, hvor han deler bopæl med sin ene bror. Grundforløbet og H1 på elektrikeruddannelsen tog han i Nuuk, men har taget den lange rejse til Danmark hver gang han skulle tage et modul på DjH. Han er lærling hos virksomheden Arssarnerit i Nuuk, og da der er planer om nybyggeri af både en folkeskole og en ny lufthavn i Nuuk, ser Mutsi også virksomheden som sin fremtidige arbejdsplads.

Oplevelse og fællesskab

Den lange rejsetid til trods er Mutsi glad for rejserne til Danmark.
”Det er godt at komme lidt væk fra hverdagen og opleve noget andet, og så er det jo bare en måned”, siger han og tilføjer, at de gode rammer på skolen bidrager positivt til opholdet.

Der er tradition for, at grønlænderne på DjH søger et fællesskab i fritiden, hvor de hygger sig med spil og andre aktiviteter, og Mutsi har da også været på skole sammen med fire andre fra Grønland. Han er dog ikke i tvivl om at han sagtens havde klaret sig fint, havde han været eneste grønlænder på skolen, for han har befundet sig godt i klassen og oplevet gensidigt samarbejde og hjælp med opgaverne.

Sommeren tilbringer han dog helst i Grønland, hvor han sammen med familien sejler til familiens sommerhus ca. 100 km nord for Nuuk.

Fodbold i fritiden

Både i Nuuk og i Hadsten har Mutsi haft fodbold på programmet. Hjemme i Nuuk spiller han fodbold om sommeren og futsal om vinteren, og mens han har været på skole har han spillet i den lokale fodboldklub, HSK i Hadsten, for at holde formen.

Første der fik 12

Mutsi Motzfeldt er den første grønlænder på Den jydske Haandværkerskole, der afslutter sin svendeprøve med karakteren 12/12.

Stort tillykke!

Mutsi Mosfeldt groenland