den jydske haandvaerkerskole

DJH-undervisere på kursus i elevtrivsel

DJH er med i PSB (Projekt Fastholdelse gennem Social Bæredygtig på EUD) - et EU-støttet projekt, der skal løfte bl.a. elevtrivsel og dermed også gennemførselsprocenten på erhvervsuddannelserne.

I den forbindelse skal en række af vores undervisere og chefer udstyres med kompetencer til at skabe rammer i undervisningen for de elever, der let falder fra på grund af bla. sociale udfordringer og manglende trivsel.

Det sker allerede fra næste uge, når de første medarbejdere fra DJH drager på kursus med undervisere og chefer fra andre erhvervsskoler i regionen. Temaerne er undervisningspraksis, klasserumsledelse og kontaktlærerrollen.

”På DJH har vi gået ind i projektet, fordi det giver værdi for os som skole. Vi har allerede en høj gennemførsel, men vi har behov for at komme tættere på eleverne og mærke, hvordan de trives, for det kan vi godt blive bedre til,” siger Jesper Falkenberg, kvalitetschef på DJH.

”På den lange bane ønsker vi at bevare en høj trivsel og gennemførsel, og at eleverne får en god start på grundforløbet. Jo bedre vi kender eleverne og ved, hvordan de trives, jo større er chancerne for, at de får et godt skoleforløb og gennemfører uddannelserne,” siger Jesper Falkenberg.

Det er Nationalt center for erhvervspædagogik, der står for kurserne.

Andre initiativer

Ud over at klæde vores undervisere på, vil man også møde PSB andre steder på DJH.

I flere af grundforløbenes undervisningslokaler er der sat små plancher op med QR koder, der leder hen til en platform, der tager temperaturen på elevernes trivsel. Disse målinger finder sted flere gange i løbet af 2023.

DJH skal desuden igangsætte en række forskellige aktiviteter omkring trivsel og fastholdelse på grundforløbene, som ofte er der, hvor en stor del af eleverne falder fra. Disse aktiviteter bliver igangsat i samarbejde med forskellige andre erhvervsskoler i regionen.

Projektet Fastholdelse gennem Social Bæredygtig på EUD varer til 2025, og der er afsat 32.762.614 kroner - hvoraf 13.105.046 kr. er EU-midler.