den jydske haandvaerkerskole

DJH sætter ind i kampen mod madspild

Fra 1. september skydes en ny kampagne i gang på Den Jyske Håndværkerskole. ”Tænk før du tager” hedder kampagnen, som skal bidrage til at mindske madspild i skolens to bistroer.

DJH’s køkkenmedarbejdere og Ledelsessekretariat er gået sammen om at lave en madspildskampagne, hvor elever i september måned opfordres til at tænke over, hvor meget de øser over på deres tallerkener, og hvor meget de smider ud bagefter.

For ifølge køkkenmedarbejder Linda Axelsen har køkkenet det seneste halve år arbejdet hårdt på at mindske madspild, men de oplever stadig, at mange tager meget mere fra buffeten, end de kan spise.

djh saetter ind i kampen mod madspild 4

”Vi er blevet rigtig gode til at genbruge madrester og udnytte alle varer, vi indkøber, til fulde. Det betyder, at vores grisespande, hvor vi kommer madaffald i, ikke er længere er fyldte. Det var de altid før i tiden,” siger hun og fortsætter:

”Desværre har vi stadig en del arbejde, når det kommer til madspild ved buffeterne. Flere kommer nemlig mere på tallerkenen, end de kan spise, og det skal vi arbejde med nu.”

djh saetter ind i kampen mod madspild 7Mette Hvidtfeldt Andersen, Kantineleder på DJH

Tænk før du tager

Det er blandt andet derfor Linda Axelsen og køkkenteamet i september sætter ekstra fokus på at tænke, før man tager for sig i buffeten.

”Når kampagnen starter, vil der hænge plakater og være storskærme med budskabet ”tænk før du tager”. Samtidig har vi i hele september måned klare affaldssække i stedet for blå, så de unge kan se mængderne, der bliver smidt ud,” siger hun.

Linda Axelsen håber, at kampagnen kan få de unge til at tænke sig en ekstra gang om, når der serveres morgen-, middag- og aftenbuffet.

”Forhåbentlig kan det gøre, at de unge tager lidt mindre i første omgang og mærker efter, om de egentlig stadig er sultne, i stedet for at smide alt det ud, de troede, de kunne spise,” fortæller hun.

Køkkenmedarbejder Mariann Brund, som også har været med til at planlægge tiltaget, fortæller, at hun håber, de klare affaldssække kan sætte tankerne i gang. 

”Jeg håber, de tænker: ”Hold da op, smider vi så meget ud?” Jeg har hørt fra andre steder, at det virker, så jeg ser frem til at se, hvordan det fungerer her,” siger hun. 

djh saetter ind i kampen mod madspild 6

Ingen begrænsning – bare sund fornuft

Trods det store madspild fra buffeterne ønsker køkkenteamet ikke at bestemme, hvor meget de unge må spise.

”Vi vil ikke sætte begrænsninger og bestemme, hvor mange frikadeller man eksempelvis må tage per mand. Men man må godt bruge sin sunde fornuft og tænke, jeg har faktisk ikke brug for otte frikadeller. Jeg kan sagtens nøjes med fire og spise tilbehør,” siger Linda Axelsen.

”Ja, nogle gange går der også sport i, hvem der kan drikke mest mælk, så de kan bygge pyramider af mælkekartonerne bagefter,” fortæller Mariann Brund.

”I stedet for at tage fire mælk og smide en ud, så skulle man måske starte med to, og derefter gå op og hente en mere,” tilføjer Linda Axelsen. 

Begge håber på, at kampagnen bliver taget godt imod, og at den bidrager til mindre madspild på DJH.

”Den kan forhåbentlig være med til at give eleverne et kærligt spark. Et spark, der kan gøre en stor forskel,” afslutter Linda Axelsen.