den jydske haandvaerkerskole

Den Jyske Håndværkerskole opdaterer sit navn

Måske lagde du mærke til det. Stort J i Jyske og nudansk staveform?

Den Jydske Haandværkerskole bliver til Den Jyske Håndværkerskole.

DJHs nye staveform er blevet godkendt, skolens vedtægter er blevet opdateret, og vi kan nu præsentere vores nye logo på vores digitale platforme.

Det seneste år har DJH´s ledelse, ledelsessekretariat og bestyrelse arbejdet på at forny skolens visuelle identitet. Navnet er en ting, Logoet er noget andet, farverne er noget helt tredje.

I foråret blev skolens medarbejdere præsenteret for det nye udtryk og løbende har ledelsessekretariatet arbejdet på at implementere nyt udtryk flere steder på skolen. Nu er det navnets tur. Derfor skrives forkortelsen også med stort J nu.

Derfor skifter navnet

Når omverdenen i dag kommunikerer med skolen, har vi mange forskellige navne. Nogle bruger Å, nogle bruger d i jysk – andre ikke. Derfor er det besluttet, at vi staver på nudansk, men beholder navnet. Udadtil vil vi i højere grad benytte os af den allerede meget anvendte forkortelse DJH, men vi er stadig den samme Jyske Håndværkerskole.

Hvorfor vi er det, ligger lige til højrebenet. Vores brand er stærkt. Mestrene ved, hvad vi står for. De har store forventninger til os. Hvor andre erhvervsuddannelser har fået nye navne gennem fusioneringer, er vi stadig den samme.

Fire farver og fire tegn bliver elementer, som eleverne let kan genkende i deres fagområde. Tegnene kan sættes sammen og samles til ét DJH – ligesom i skolens strategi. Måske kan du se en forbindelse mellem farver, tegn og din position som medarbejder på DJH.