den jydske haandvaerkerskole

Åbne værksteder løfter fagligheden og fællesskaberne

I disse dage skyder trækonstruktioner i vejret i værkstederne på Den Jyske Håndværkerskole. Tømrerenes svendeprøve er i gang, og om en uge er der mere end 50 glade unge tømrersvende, der skal ud på tagene i det danske land - nyudklækkede og dygtige.

Tre af dem er Mikkel Hillgaard, Michael Lund A/S, Anders Holme Duborg, Gånsager Tømrer- og Snedkerforretning og Mathias Negendahl, Byg.nu, Alle på 24 år.

De glæder sig til at overstå opgaven, men er også en smule vemodige over, at det hele snart er slut. De har været sammen om alle skoleforløb og har i den grad udnyttet, at DJH er en 24timersskole, der har åbne værksteder - også uden for skoletiden.

”Da vi startede, fandt vi hurtigt sammen med dem på vores hold, der var på samme niveau - både fagligt og i forhold til ambitioner. På den måde kunne vi let sparre og lære ting af hinanden,” fortæller Mathias Negendahl.

”Jeg tror, at vi allerede på GF2 begyndte at lave projekter efter skole - for eksempel det plankebord til dig, Mikkel,” siger han og griner til sidemanden, Mikkel Hillgaard, der supplerer.

”I kraft af at vi gradvist er blevet dygtigere, har vi også kunnet bygge endnu finere ting af endnu finere materialer. Det er bare fedt, at man kan tegne eller gå ud i værkstedet, når skolen er slut.”

De tre unge gutter kommer fra hhv. Nord, Sønder- og Midtjylland og har lærlingekolleger, der ikke har prøvet at gå på DJH. De kolleger lægger ikke skjul på, at muligheden for at bruge værkstederne efter skole er en helt særlig ting, de også har kunnet tænke sig i deres skoleforløb.

”De synes, det lyder fedt med det sociale miljø, men også at man kan hygge sig i værkstedet med musik og bare gøre sig bedre,” siger Anders Holm Duborg.

”Det gode ved stedet her er, at man selv kan sætte en barre for, hvad man selv har lyst til. Selv om vi er ambitiøse, er det ikke en konkurrence. Det er fordi, vi interesserer os for faget, og fordi vi synes, det er fedt.”

80 timers teoriopgave

Inden de tre lærlinge gik i gang i værkstedet, har de klaret deres teoretiske svendeprøve. For at få en medalje til svendeprøven skal man mindst have karakteren 10 i den teoretiske opgave. Det går de tre herrer efter.

Samme dag, som de fik deres teoriopgave, sad de tre unge tømrere i 18 timer træk og løste opgave. Det er vigtigt at komme godt i gang og have god tid, er de enige om,  og det gav pote.

”Der står i opgaven, at der skal bruges 48 timer på opgaven. Vi har nok brugt 80. Det betød, at vi alle var næsten færdige med opgaven onsdag morgen. Så valgte vi at sende opgaverne rundt til hinanden for at finde fejl, og der var virkelig mange fejl, der kunnet have været dyre, hvis de ikke var blevet opdaget inden vi aflevere” erindrer Mathias Negendahl og anbefaler alle at få feedback.

”Jeg tror, at vi printede alle tegningerne om. Det er bittesmå ting, der måske ikke betyder det store hver for sig, men som kan have afgørende betydning, når en lærer åbner opgaven og får et helhedsindtryk,” siger Anders Holme Duborg.

”Det er bedre, at vi selv finder fejlene, end at vores underviser gør det, og vi har tillid til hinanden efter fire år. Når vi er på samme niveau ved vi, at vi gør hinanden gode, og ikke bare skriver af,” siger Mikkel Hillgaard, der er enige med sine venner om, at det er et sørgmodigt kapitel at stoppe på DJH

”Det er trist at det slutter nu, for vi har hygget os så meget,” siger Anders Holme Duborg.

”Vi har brugt så mange timer sammen med Champions League, film og de lange aftener i værkstedet. Det er noget, vi ikke får igen,” siger han.

Der er svendeprøveafslutning den 22. marts.