den jydske haandvaerkerskole

Coronanedlukningen gav plads til fornyelse

På Den jydske Haandværkerskole er tiden under nedlukningen brugt fornuftigt. Flere forskellige steder på skolen har der nemlig været fuld gang i værktøjet og malerpenslen til blandt andet at sætte 34 værelser i stand – en opgave der ellers ville tage 10 år.

”Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget,” siger Simon Mikkelsen, der er 24H-chef på Den jydske Haandværkerskole.

For selvom ingen ønsker hverken corona eller nedlukning, så har det betydet, at der har været tid og plads til at kigge på det, der længe har trængt til en kærlig hånd.

”Under nedlukningen var der pludselig mulighed for at gå i gang med nogle projekter, fordi der ikke var nogen elever på skolen,” siger Simon Mikkelsen.

Derfor gik han og skolens bygningstjeneste i starten af året i gang med blandt andet at renovere de undervisningslokaler, der var slidt ned, enkeltmandsværelserne på Heimdal, som ikke var rørt ved, siden de blev lavet i 60’erne og udskiftning af lys flere steder på skolen.

renovering af undervisningslokaler

”Vi har været igennem mange steder, men noget af det største, som vi har lavet, det er nye gulve, lofter og lys i nogle af undervisningslokalerne,” siger han og fortsætter:

”Derudover er der også skiftet lys andre steder. Blandt andet i elevinfo og alle undervisningslokaler i H-bygningen. Og vi er ikke færdige endnu. Vi skal i gang i tømrer- og plastafdelingen.”

Værelser fra 1960’erne

Simon Mikkelsen kunne for første gang stolt præsentere værelserne på den gamle del af Heimdal for de elever, der i mandags mødte ind på skolehjemmet.

”Al den tid jeg har været leder for skolehjemmet, har jeg været lidt flov over at sende eleverne over på vores enkeltmandsværelser på den gamle del af Heimdal. Værelserne er fra 1960’erne, og de er aldrig blevet renoveret,” siger han og tilføjer, at de har kunnet se på elevtrivslen, at hvis de ikke begyndte at gøre noget ved det, ville DjH blive fravalgt.

Og det kan skolechefen godt forstå. Han har selv gået på Den jydske Haandværkerskole. Allerede dengang talte de om værelserne.

”Da jeg gik i skole her i 2001, snakkede eleverne, der boede der, om, at de var gamle og slidte. Og de er jo ikke blevet bedre af bare at stå,” fortæller han.

heimdal

Lange udsigter uden nedlukning

Hvis det ikke havde været for nedlukningen, var der gået lang tid, før værelserne på Heimdal var blevet sat i stand.

”Det ville have taget 10 år. For så kunne vi maks. tage fire om året, fordi sommerferien var det eneste tidspunkt, der ikke var elever på dem. Og vi ville aldrig kunne nå 34 på en sommerferie, så det har altid været en udfordring at få dem renoveret i tide,” siger han.

Derfor er Simon Mikkelsen glad for, at det nu har været muligt at renovere alle 34 på én gang.

”Nu skal vi ikke skal gå og have dårlig samvittighed over at sende elever derind. Det er et kæmpe plus,” siger han.

vaerelse paa heimdal

Mere vedligehold i fremtiden

Simon Mikkelsen fortæller, at man på skolen i lang tid har fokuseret på at investere i nye bygninger. Han ser derfor et stort behov for, at de i fremtiden lægger vægt på løbende renovering og vedligehold.

”Her på stedet har man gjort rigtig meget for at bygge nyt. Vi har rigtig mange nye og flotte bygninger rundt omkring. Men vi har ikke haft nok fokus på vores renovering og vedligehold, og det skal vi have fremover,” siger han.